Typer af halebid
Halebid er ikke bare halebid. Man kan skelne mellem 3–4 forskellige typer. I praksis vil man ofte se en blanding af flere typer i samme besætning, men det giver stadig god mening at forsøge at vurdere, hvilken type der dominerer. De forskellige typer har nemlig typisk forskellige årsager og risikofaktorer, og derfor kræver de også forskellige tiltag i management at forebygge og håndtere.
1.To-trins halebid
Den mest almindelige form for halebid, er den der forekommer i to faser.
Trin 1: Her ses grise, der tager sti-fællers hale i munden og sutter på dem. Allerede her kan man nogle gange se de første tandaftryk på halerne. Denne orale manipulation kan føre til hudskader og blødninger.
Trin 2: En tilskadekommen hale bliver hurtigt interessant for de øvrige grise i stien – blodsmag er nemlig meget tiltrækkende for grise. Derved øges risikoen for yderligere halebid.
Årsag: Denne type halebid hænger ofte sammen med, at grisenes behov for at undersøge og rode ikke bliver tilstrækkeligt dækket. Det bedste beskæftigelses- og rodemateriale er frisk, spiseligt, formbart og noget, grisene kan flytte rundt med. For eksempel kan det gøre en stor forskel at give hver sti en håndfuld halm to gange om dagen direkte på gulvet eller på en fodermåtte.
Hvad kan du gøre?: Her er det vigtigt at se på, hvordan grisene kan få mulighed for at udforske og beskæftige sig. Allerede ved den indledende orale manipulation i den første fase er det vigtigt at give ekstra attraktivt beskæftigelsesmateriale for at aflede grisene. Samtidig bør alle forhold i stalden gennemgås for potentielle mangler i f.eks sundhed, klima, fodring mv.
2. Pludselig og voldsom halebid
Her er der tale om spontan bideadfærd, som fører til direkte skader på halen.
Årsag: Ses ofte, når grise oplever frustration. Grise kan blive frustreret og stressede af mange forskellige årsager. De vigtigste årsager er ofte dem, som grisene ikke selv kan kontrollere. F.eks hvis de skal vente på adgang til ressourcer som foder, selv få timers foderstop kan være en stor belastning – især for højtydende søer. Også staldklimaet spiller en vigtig rolle. For høje eller for lave temperaturer kan øge risikoen for halebid, og problemet opstår ofte i perioder med større temperaturudsving mellem dag og nat.
Hvad kan du gøre?: I disse tilfælde er det vigtigt at undersøge, om ressourcerne er tilstrækkeligt tilpasset og om der er behov for optimering. Dette gælder bl.a. forholdet mellem antal grise og foderpladser, antal drikkenipler, tilstrækkelig plads og adgang til beskæftigelse. Det er derfor en god ide at sikre en stabil fodring og et så jævnt og passende staldklima med så god plads som muligt for at mindske stress og dermed risikoen for halebid.
3. Tvangspræget halebid
Denne type halebid forekommer hos enkelte grise med en tvangspræget, sygelig adfærd. De fokuserer intenst på halerne hos deres stifæller og bider hurtigt og kraftigt. Der er ikke bestemte ofre – alle grise i stien kan blive bidt.
Årsag: Denne sygelige eller stereotype adfærd hos enkelte grise er ikke fuldt afklaret. Men kan være udløst af længerevarende stress, frustration eller manglende mulighed for at udfolde naturlig adfærd. Nogle grise kan potentielt også være mere disponereret for at udvikle adfærden.
Hvad kan du gøre?: Her er det vigtigt at det er de halebidende/angribende grise der hurtigst muligt identificeres og fjernes fra stifæller – helst allerede ved de allerførste tegn på halebid. Den tidlige indsats er afgørende, og er identificeret som en af de mest effektive tiltag til at undgå at problemet udvikler og breder sig i stien.
4. Halenekrose
Halenekrose er en del af syndromet SINS (Swine Inflammation and Necrosis Syndrome) og ses typisk hos pattegrise. Det er en tilstand, hvor der opstår inflammation og vævsdød (nekrose) bl.a. i haler – men også ører, klove, patter, navle og hud. Årsagerne til nekrosen er ikke fuldt afklaret, men det tyder på, at flere faktorer spiller ind. Særligt foderkvalitet (herunder mykotoksiner) ser ud til at have betydning. Derudover kan management, sundhed og eventuelt genetik også spille en rolle.
Årsag: De skader som halenekrose medfører gør halen ekstra attraktiv for andre grise, og derved kan nekrosen føre til halebid – selvom problemet ikke startede som et adfærdsproblem. Det er altså vigtigt at skelne halenekrose fra de øvrige halebids-typer, da indsatsen er anderledes.
Hvad kan du gøre?: Tjek foderkvaliteten - især med fokus på mykotoksiner. Vær desuden opmærksom på staldmannagement, sundhedsstatus og potentielt genetik. Når tegn på halenekrose (hævelse, små sår og misfarvning) observeres bør der tildeles ekstra attraktivt beskæftigelsesmateriale for at undgå halebid.
